mandag den 22. april 2013

Når livet er noget så uretfærdigt...

Layney er syg. Layney er rigtig rigtig syg. Men man kan ikke se det på hende. Man kan ikke mærke det på hende. Det eneste tegn på at hun er syg, er sporadisk hosten...
Layney og jeg havde aftalt, at hun blev rigtig gammel. Men det gør hun ikke. For Layney har lungekræft, og ingen ved hvor længe hun har igen, men gammel bliver hun ikke.
Jeg er slet ikke klar til det her! Jeg vil ikke miste min lille pige! Hun er så fantastisk - en ener... Kæft hvor er det hårdt. Det er kun 2 år siden jeg måtte sige farvel til Ozetta, og det her er alt alt for tidligt!!
Hun ved heldigvis ikke hun er syg. Hun er frisk som en havørn - fuld af ballade som altid og med masser af krudt i røven. Hun leger, løber, gør og hygger - præcis som altid. Hun er underligt nok ikke påvirket af sygdommen - endnu.
Og hun skal have lov at leve livet mens hun er her. I vil stadig se hende drøne rundt i skoven, aflevere små pinde og løbe agility - så længe hun gør det uden gener.
Så lov mig ikke at ynke mig eller vær triste når i møder os - det er det sidste vi har brug for! Min dejlige prinsesse lever endnu  - og jeg vil nyde hvert minut vi har tilbage sammen... <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar