En ny stjerne på himlen

I nat lyste den mest fantastiske stjerne på himlen - min lille Layney rejste onsdag middag over regnbuebroen, hvor Ozetta ventede på hende...
Jeg kan på ingen måde beskrive den smerte i mit hjerte eller det ufattelige store tomrum hendes alt alt for tidlige død har medført. Alle der kender mig, ved også hvor meget min lille pige betød for mig...
Layneys lungekræft udviklede sig hurtigt. Hun havde det faktisk ret godt når hun var ude; legede, løb og tumlede med kun få hosteanfald. Men indenfor var det en helt anden historie. Hendes hoste havde i løbet af få dage forvandlet sig til en meget astmatisk hiven efter vejret og voldsom hoste. Det var hun bare ikke tjent med, og jeg vidste jo der ingen chance var for at hun fik det bedre. Derfor måtte jeg tage den ubeskrivelig tunge beslutning og kysse min pige farvel.
Layney sov ind i mine arme på agilitybanen den 1 maj - stedet som hun elskede - stedet som hun burde have betrådt mange år endnu.
Jeg er så vred! Jeg er så ked af det... Jeg savner hende bare så meget og kan slet ikke forstå at jeg aldrig får hende at se igen...
Layney var en fantastisk hund - en enestående, sød og glad pige som bare havde fortjent et meget længere liv... Jeg savner dig min pige, og jeg vil aldrig glemme hvor fantastisk en hund du var <3
Sov sødt min dejlige pige - jeg håber du tilgiver mig for at tage livet fra dig.

Når livet er noget så uretfærdigt...

Layney er syg. Layney er rigtig rigtig syg. Men man kan ikke se det på hende. Man kan ikke mærke det på hende. Det eneste tegn på at hun er syg, er sporadisk hosten...
Layney og jeg havde aftalt, at hun blev rigtig gammel. Men det gør hun ikke. For Layney har lungekræft, og ingen ved hvor længe hun har igen, men gammel bliver hun ikke.
Jeg er slet ikke klar til det her! Jeg vil ikke miste min lille pige! Hun er så fantastisk - en ener... Kæft hvor er det hårdt. Det er kun 2 år siden jeg måtte sige farvel til Ozetta, og det her er alt alt for tidligt!!
Hun ved heldigvis ikke hun er syg. Hun er frisk som en havørn - fuld af ballade som altid og med masser af krudt i røven. Hun leger, løber, gør og hygger - præcis som altid. Hun er underligt nok ikke påvirket af sygdommen - endnu.
Og hun skal have lov at leve livet mens hun er her. I vil stadig se hende drøne rundt i skoven, aflevere små pinde og løbe agility - så længe hun gør det uden gener.
Så lov mig ikke at ynke mig eller vær triste når i møder os - det er det sidste vi har brug for! Min dejlige prinsesse lever endnu  - og jeg vil nyde hvert minut vi har tilbage sammen... <3