fredag den 13. januar 2012

Muldvarper, blæsevejr og andre irriterende ting...

Hold da op, hvor er jeg træt af blæsevejr og regn!! Den ene storm bliver afløst af den anden og det er dælme så koldt! Jeg skal konstant rejse forhindringer som vælter, gasses af naboens funky grønne skortensrøg (som vist altid har kurs mod mit lille hjem) og så er det bare en kamp at holde lastbilen på vejen for tiden. Mit tøj og ikke mindst den lille mudder-glade FT cocker bliver konstant møj beskidt. Ja, Audi har vist hørt at mudderbade skulle være sundt, så hun smider sig gerne i de største og saftigste plørehuller!!! Og ja - det kan faktisk sagtens komme helt ind i øregangen på hende....! Og gå-turs-veninden Trine griner bare og priser sig lykkelig for at det ikke er hendes hund og hendes bil hun skal ind i... Men bare vent Trine - der kommer en dag, hvor du får lov at passe hende igen... ;)
Og det kolde vejr er bare øv, når jeg egentlig burde ordne lidt i haven - og ikke mindst fjerne de GIGANTISKE muldvarpeskud, der formerer sig med lynets hast tværs igennem min agilitybane! Jeg mistænker, at det er en muldvarp på størrelse med en mindre elefant og med effektivitet som en labrador på sporet af en pølse! Kors hvor er det irriterende....!
Det var vist dagens bøvs!
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For det er da dejligt at varme sig foran brændeovnen efter en kold gå-tur med tøserne. Og at putte under et tæppe med en kop te og en film i flimmeren... Og så er der jo ingen frost og sne - hvilket jeg nyder i fulde drag! Jeg håber vi springer vinteren over, og hopper direkte til forår - det ville da være en god kompensation for den manglende sommer...
Nu er der kun én uge til årets første agilitykonkurrence! Jeg glæder mig som et lille barn! Er spændt på, om Audi springer bedre når det virkelig gælder, og om Layney tager sine felter, og om vi kan få et par udtagelser til DM på kontoen.  Jeg glæder mig til at se alle de andre hunde-venner og til at se Susanne og Tille til deres allerførste konkurrence. Det bliver fedt at komme igang igen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar